Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Borearbejde i Grindsted

Frem til udgangen af september 2022 vil Region Syddanmark etablere flere permanente boringer i Grindsted, hvorfra der løbende kan udtages prøver til analyse. Boringerne skal hjælpe med at opnå større viden om den grundvandsforurening, som strømmer fra fabriksgrunden mod Grindsted Å.

Region Syddanmark fortsætter arbejdet med at afgrænse forureningsfanen fra det tidligere Grindstedværket. I foråret 2022 blev der etableret tre dybe boringer centralt i Grindsted By og en række boringer langs Grindsted Å på strækningen fra Vestre Boulevard til Engsøen.

På baggrund af resultaterne fra disse boringer ønsker regionen at etablere yderligere fem permanente boringer, så der løbende kan udtages prøver af grundvandet i forskellige dybder til analyse. Boringerne udføres som en del af de undersøgelser, regionen indledte i juni 2021. Placeringen af borestederne er nu fastlagt (se kortudsnit), og borearbejdet indledes i de kommende dage. Borearbejdet planlægges udført efter nedenstående tidsplan, og det forventes afsluttet inden udgangen af september 2022.

Forventet tidsperiode

Sted

Uge 32-33

Svinget 12

Uge 33

Engvej – Vestre Boulevard

Uge 34-35

Nørregade – Nørreled

Uge 36-38

Jyllandsgade


Firmaet Rambøll er regionens rådgiver i forbindelse med opgaven. Borearbejdet udføres af brøndborer-firmaerne A. Højfeldt A/S og Jysk Geoteknik.

Arbejdet vil blive udført med brug af sikkerhedsudstyr, så direkte kontakt med eventuel forurening kan undgås. Mens borearbejdet udføres, sættes der hegn op om borepladserne. Der er ingen risiko ved at færdes uden for hegnet.

I forbindelse med borearbejdet vil der være behov for midlertidige trafikreguleringer ved flere af borestederne. Der vil blive skiltet i nødvendigt omfang.

Ud over trafikreguleringerne, støj fra grave- og boremaskiner og lidt ekstra trafik ind til borestederne forventes ingen yderligere gener ved arbejdet.

Yderligere oplysninger om projektet kan findes på grindstedforurening.dk. Her vil undersøgelsesrapporten og fremtidige analyseresultater også blive offentliggjort. Resultaterne af borearbejdet forventes rapporteret sammen med de øvrige undersøgelser ved udgangen af september 2023.