Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Regionen foreslår advarselsskilte ved den gamle losseplads i Grindsted

Udeluft over den gamle losseplads i Grindsted har en god kvalitet. For at eliminere en potentiel kontaktrisiko foreslår Region Syddanmark imidlertid, at der sættes advarselsskilte op ved de mest naturlige indgange til lossepladsen.

”Forurenet område. Færdsel og ophold frarådes”.

Gule og sorte advarselsskilte med denne tekst forslår Region Syddanmark sat op seks steder ved den gamle losseplads syd for Grindsted by. Styrelsen for Patientsikkerhed har erklæret sig enig i regionens vurdering og planlagte tiltag. 

Lossepladsen var i drift frem til 1977 og modtog i perioden fra 1962 til ca. 1970 blandt andet ca. 85.000 ton fast affald og slam fra det tidligere Grindstedværket. En stor del af dette affald blev deponeret i en grube i den nordlige del af lossepladsen. Gruben dækker et areal på 1-2 ha., mens det samlede areal af lossepladsen er på ca. 10 ha.

Ingen problemer med udeluften

Udeluftmålinger foretaget af Region Syddanmark i efteråret 2018 viste, at udeluftkvaliteten på lossepladsen er god.

- Vores undersøgelser viste, at der ikke sker betydende afdampning fra det deponerede affald til udeluften. Så der er ingen grund til bekymring, hvis man har gået en tur henover pladsen. Derimod er det jordlag, som er lagt over det deponerede affald, i nogle områder kun ganske tyndt. Der er derfor en potentiel risiko for at komme i kontakt med forurening, hvis man begynder at grave i jorden, forklarer civilingeniør Jørn K. Pedersen fra afdelingen Vand og Jord i Region Syddanmark. 

Det er altså ud fra samme forsigtighedsprincip, der lå til grund for skiltningen af banegravsdepotet, at Region Syddanmark nu foreslår at sætte advarselsskilte ved den gamle losseplads.

Skiltene vil blive bestilt hurtigst muligt og sat op ved lossepladsen i løbet af de kommende uger.