Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Påvirker forureningen indeklimaet i boliger?

Fra starten af oktober og frem til udgangen af november vil Region Syddanmark undersøge, om afdampningen fra det forurenede grundvand under huse kan udgøre en risiko for boliger.

Region Syddanmark har besluttet at gennemføre en supplerende undersøgelse af afdampningen fra det forurenede grundvand i området mellem fabriksgrunden og Grindsted Å. Arbejdet begynder i den første uge af oktober og vil vare frem til og med november.

Undersøgelserne kommer til at omfatte en række poreluftmålinger på offentlige arealer.

Se oversigtskortet over forureningsfanen og de fem undersøgelsesområder i fuld størrelse

Poreluftmålinger udføres ved, at der bankes et tyndt metalspyd (på tykkelse med en kuglepen) 2-3 meter ned i jorden. Herfra suges der ved hjælp af en lille pumpe luft fra jorden op i kulrør, som kan opsamle eventuelle forurenende stoffer. Kulrørene sendes herefter til kemisk analyse i et laboratorium. Poreluftspyddene fjernes igen umiddelbart efter prøvetagningen.

Tilbage i 2011 gennemførte regionen en tilsvarende undersøgelse. Det blev vurderet, at afdampningen med høj grad af sikkerhed ikke kunne give indeklima-problemer i boligerne. Nu gentages undersøgelsen i et større område, og denne gang med et særligt fokus på dybereliggende kældre.

Resultaterne af undersøgelsen ventes inden udgangen af 2018. Berørte boligejere vil blive informeret via e-Boks, ligesom resultaterne vil blive offentliggjort her på hjemmesiden.

Af hensyn til undersøgelsens succes beder vi om, at man lader spyddene stå i fred.