Viser resultat 1- af

Vis flere resultater

Sundhedsundersøgelse tæt på startskud

Styregruppen for sundhedsundersøgelsen i Grindsted afholdt tirsdag den 4. september sit første møde. Her faldt de sidste spørgsmål om metode og omfang på plads.

I juni bevilligede politikerne i Region Syddanmark 900.000 kr. til at gennemføre en undersøgelse af, om der er en overhyppighed af visse sygdomme i Grindsted som følge af at bo eller have boet tæt på forureningerne fra det tidligere Grindstedværket.

Tirsdag aften holdt styregruppen for sundhedsundersøgelsen sit første møde, for at drøfte oplægget til hvilke sygdomme der skal indgå i registerundersøgelsen, og hvem den skal omfatte.

Undersøgelsen vil omfatte nuværende borgere i Grindsted, men også til- og fraflyttere. Så selv om man ikke har boet i byen i adskillige år, vil man altså også indgå i undersøgelsen.

Borgergruppen i Grindsted havde forud for mødet lavet en liste af sygdomme, den mener, bør undersøges – bl.a. skjoldbruskkirtelkræft, astma og allergi samt børn med psykiske diagnoser som ADHD, autisme, depression eller angst,. Ønskerne blev tiltrådt af styregruppen. 

I forvejen indgår en lang række sygdomme som neurologiske lidelser (bl.a. ALS), kræftsygdomme, fertilitetsproblemer, misdannelser og hjerte-kar-sygdomme.

Informationsmøder om sundhedsundersøgelsen

På mødet blev det besluttet at invitere til et informationsmøde i Grindsted om forskningsprojektet, så borgerne får mulighed for at få præsenteret projektet og stille spørgsmål til undersøgelsen. 

Registerundersøgelsen vil trække på data fra Cancerregisteret, Danmarks Statistik, Sundhedsdatastyrelsen og andre relevante databaser.

Når resultatet af registerundersøgelsen foreligger i løbet af forsommeren 2019 vil de blive holdt op mod sammenlignelige byer med samme socioøkonomiske forhold.

Registerdelen af sundhedsundersøgelsen vil ikke kunne sige noget om årsagssammenhænge, så selv om der viser sig en overhyppighed af fx en specifik kræftform, kan man ikke automatisk henføre overhyppigheden til forureningerne i Grindsted. En lang række årsager som arvelighed, adfærd og arbejde kan lige så vel ligge bag ved en evt. øget forekomst af en eller flere sygdomme. Hvis der viser sig en uforklarlig overhyppighed af en eller flere sygdomsgrupper vil skulle igangsætte en ny og mere omfattende undersøgelse.

Samtidig vil registerundersøgelsens resultater ikke sige noget om enkeltindivider, men om befolkningen i Grindsted som helhed. Sagt med andre ord vil registerundersøgelsen ikke kunne fastslå, om en enkelt persons sygdom kan relateres forureningerne i Grindsted. 

Der allerede sendt invitation ud til en bred kreds af forskere om metoder, muligheder og omfang i forbindelse med en eventuel større undersøgelse for at grave dybere ned i årsagssammenhænge om nødvendigt. På den måde kan forskerne gå direkte fra registerundersøgelsen til en dybere undersøgelse af specifikke sygdomme eller grupper af borgere, hvis det viser sig nødvendigt.  

I styregruppen indgår udover Region Syddanmark også Styrelsen for Patientsikkerhed, Statens Institut for Folkesundhed, som står for registerundersøgelsen, Billund Kommune og borgere i Grindsted.  

Det er aftalt, at styregruppen mødes igen i december, marts og juni.

 

Referat af 1. møde i styregruppen vedrørende sundhedsundersøgelsen i Grindsted

Kommissorium for registerundersøgelsen

Oplæg til registerundersøgelsen

Oplæg til diskussion af registerundersøgelsen